
Engang var det byens Halmtorv, og Vesterport lå her på pladsen.
Bønderne kom ind af porten, og solgte Hø og Halm, både til de mange køer og heste der boede i byen, og til at fylde halm i dynerne og i sengene. På torvet lå der også hoteller, så besøgende til byen hurtigt kunne finde et sted at overnatte. Palads Hotel og Hotel Kong Frederik er de eneste, der er tilbage.
Halmtorvet var præget af at voldene lå klods op af. Vestervoldgade gik langs Voldene, og det var her Tivoli åbnede i 1843. Porten blev revet ned i 1857, og der blev fri adgang til at komme ind i byen døgnet rundt. Samtidigt blev det tilladt at bygge udenfor voldene, og brokvartererne opstod.
Halmtorvet blev til Rådhusplads da Martin Nyrups Rådhus åbnede i 1905. Rådhuset og pladsen var inspireret af rådhuset i Siena i Toscana i Italien. Lokummerne under pladsen var kendte for trækkerdrenge, og mødested for bøsser.
Nu er der åbnet Metro Station, og på et tidspunkt skal Dragespringvandet flyttes ind midt på Pladsen. Billede fra Københavns stadsarkiv