Det er en ret kort vej der ligger på Islands Brygge. Ja faktisk er det nærmest en plads. Den er opkaldt efter en udkigspost, som blev brugt af militæret i forsvaret af København. Oprindeligt var der to Kigkurrer, den anden lå cirka der hvor Rysensteen Gymnasium ligger i dag, bag ved Dansk Arkitektur Center. Det militære formål var at der skulle alarmeres hvis fjendtlige skibe sejlede ind i havnen sydfra.
Som du kan se på kortet lå Kigkurren på Islands Brygge ikke der hvor den ligger i dag, men cirka 700 meter væk. Den oprindelige lå lidt syd for Langebro, omgivet af vand.
Det er lidt usikkert hvor ordet Kigkurre stammer fra, men der er en formodning om at det er kurv der er blevet sat op på en pæl. Nærmest som udkigsposten i en skibsmast – bare på land.
På den nuværende Kigkurre lå den tidligere Gøglerskole, – Akademiet for Utæmmet kreativitet (AFUK), inden den flyttede til Enghavevej.
Billeder fra Københavns Stadsarkiv og kort fra historisk Atlas.