
Det er af de små oaser midt i byen, som kun få kender. Den ligger mellem fine bygninger som nabo til Christiansborg. Haven opstod, da Christian IV ønskede at bygge en havn som en del af Københavns Slot, som er det nuværende Christiansborg. Det skulle være en krigshavn, hvor det var muligt at udruste skibene til kamp. Der blev anlagt tre moler ud fra Slotsholmen, hvor der blev opført bygninger, hvorfra skibene kunne blive udrustet. Så kunne de store sejlskibe blive trukket rundt fra kaj til kaj og få forsyninger. Ved Tøjhuset fik de våben. Det blev kaldt våbentøj dengang, og det gav navnet til bygningen og det senere Tøjhusmuseum, som i dag hedder krigsmuseet. Og så blev der provianteret ved Proviantgården. Det var også her skibene fik øl ombord, fra Det Kongelige Bryghus, der lå lige ved siden af. Der lå bygninger på alle fire sider af havnen, og der var en stor træport, så eventuelle spioner ikke kunne se hvad er foregik. Men skibene blev større, og kunne ikke være i havnen.
Havnen mistede efterhånden sin funktion, og i 1868 blev den tilkastet, og den lille park opstod i 1920. Rigsarkivet rykkede ind og i 1906 stod Det kongelige Bibliotek færdigt. I midten finder du et lille bassin, til minde om den gamle havn. Skulpturen kom først i 1999. I 2016 blev haven fuldstændigt overrendt da det blev et Pokemon Go Hotspot. Pludselig var her tusindvis af mennesker, der løb rundt og jagede Pokemons. Haven blev meget slidt af det, men heldigvis for haven døde Pokemon Go hurtigt igen. Bestil en spændende tur med Bo i Byen og lær mere om Københavns historie.